Det er blevet almindeligt, at forældrene deltager i planlægningen af Blå mandag sammen med de unge. Forældrene er tit med til dagens arrangementer, hvor de er tilgængelige, men holder sig i baggrunden. Det gør både børn og forældre trygge.
Forældrenes rolle Blå Mandag
Forældregruppen kan planlægge dagen sammen med eleverne. Her kan de aftale, hvem af forældrene, der vil deltage i periferien på selve dagen, hvor det er rart for de unge at have nogle voksne i nærheden.
Det er en god ide at sørge for fælles transport til og fra byen. Det gælder også for de konfirmander, der bor tæt på en storby. Fællesskabet er i fokus.
- Aftal at ingen går alene, og at alle har deres mobiltelefoner med.
- Gør de unge opmærksomme på, at det ikke er smart at have mange kontanter på sig.
- Større indkøb af tøj eller andet bør ske en anden dag. De unge kan evt. anskaffe sig et hævekort.
- Det er vigtigt, at der er voksne til stede i nærheden, som de unge let kan få fat på. En lille gruppe voksne kan fx sidde på en café eller lign tæt på. Lav evt. en kontaktliste på hele forældregruppen til de forældre, der deltager på dagen.
