PiSiu er en forkortelse for ’Pinerlutsaaliuinermut Siunnersuisoqatigiit', som betyder Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd. PiSiu arbejder for at øge trygheden i samfundet ved at forebygge kriminalitet.
PiSiu blev stiftet i 2009 og består af repræsentanter fra Grønlands Selvstyre, Grønlands Politi, Kriminalforsorgen, kommunerne, frivillige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer. Sammensætningen er fastsat i § 744 og § 745 i Retsplejeloven for Grønland, og i bekendtgørelse af forretningsorden for Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd kan man læse mere om rådets virke.
PiSiu er et uafhængigt råd, der ledes af en forperson, som udpeges af rådet selv. PiSiu har et sekretariat, der består af en fultidsansat ved Grønlands Politi. PiSiu fastlægger selv sin strategi og retning for det kriminalitetsforebyggende arbejde.
Strategi 2025-2028
I PiSiu arbejder vi ud fra ønsket om, at alle får en tryg opvækst og et trygt voksenliv uden kriminalitet. Vores mission er at forebygge kriminalitet ved at oplyse, vidensdele og rådgive.
For at understøtte vores arbejde har vi en strategiplan for 2025-2028, som fokuserer på tre vigtige områder: Oplysning og partnerskaber, digital adfærd og ungdomskriminalitet.
Med oplysning og partnerskaber ønsker PiSiu at være en del af en løsning hvor vi, i samarbejde med andre aktører, bringer faglige og faktabaserede oplysninger ind i det kriminalitetsforebyggende arbejde.
Internettets udbredelse har ændret måden, vi kommunikerer og lever på. Derfor er digital adfærd et af vores fokusområder. PiSiu ønsker at oplyse og rådgive om god digital adfærd og derigennem skabe grundlag for digital tryghed.
Ungdomskriminalitet, og særligt vold blandt unge, er et alvorligt samfundsproblem. Derfor fokuserer PiSiu på at støtte initiativer, der skaber trygge rammer for unge. Herunder arbejder vi for at oplyse om voldens karakter og konsekvenser med henblik på at forebygge vold og øge muligheden for, at unge får et godt liv uden kriminalitet.
PiSiu-prisen
PiSiu-prisen hylder de mange ildsjæle, projekter og initiativer, der hver dag spiller en stor rolle i arbejdet med at forebygge kriminalitet i Grønland.