Debatindlæg

Ungdomskriminalitet kan ikke forebygges i blinde

 10-09-2026

Det er en forkert beslutning, at man politisk har valgt at følge udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet mindre hyppigt end tidligere.

Af Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd og Mads Hardahl-Haugaard formand for SSP-samrådet

"Markant flere børn er involveret i voldssager"

Sådan lyder overskriften i en ny artikelserie fra Berlingske, der sætter fokus på stigningen i mistanker mod 10-14-årige de seneste år. Hvis tallene, som Berlingske har opgjort, er retvisende, er det meget bekymrende.

Det skal tages dybt alvorligt, som justitsminister Nicolai Wammen også understreger i artikelserien.

Netop derfor er det en forkert beslutning, at man politisk har valgt at følge udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet mindre hyppigt end tidligere. Kriminalitet blandt børn og unge er ikke et område, der står stille. Nye kriminalitetsformer opstår, digitale fællesskaber kan accelerere konflikter, og for eksempel kan vold ændre karakter og blive grovere.

Hvor vi tidligere fik årlige tal for udviklingen, må vi – som følge af en politisk beslutning – i dag nøjes med undersøgelser, der opdateres hvert tredje år.

For sent at handle

Når vi kun får et samlet, dybdegående billede af udviklingen hvert tredje år, risikerer vi, at det er for sent at handle. Vi har brug for data, der løbende kan gøre os klogere på udviklingen og nye mønstre: For eksempel hvilke typer af kriminalitet, der dominerer og hvor i landet.

Kommuner og politi har ofte selv tal for udviklingen i eget område, men hvis vi skal forstå, hvad der sker på tværs af landet, har vi brug for landsdækkende tal, som samtidig kan opgøres på kommuneniveau. Et sådant billede gør det muligt at se sammenhænge og forskelle på tværs af landet og giver dermed et bedre grundlag for at sætte rettidigt ind med forebyggende initiativer.

Den mangelfulde viden på nationalt plan er ikke kun et problem for statistikere og fagfolk. Det er et problem for de børn og unge, som kunne være grebet tidligere, og for de lokalsamfund, skoler og familier, som står med konsekvenserne, når problemerne får lov til at vokse.

Når den tidlige forebyggelse svækkes, kan risikoen øges for, at problemerne først opdages, når de er blevet mere komplekse, mere indgribende og langt dyrere at håndtere. Så det kan ydermere være en samfundsøkonomisk kortsigtet beslutning at spare på denne viden.

Jo tidligere, jo bedre

Erfaringen er enkel: Jo tidligere vi forstår udviklingen, desto bedre kan vi forebygge den. Og i yderste konsekvens: Jo senere vi reagerer, desto større er risikoen for, at volden bliver grovere, miljøerne hårdere, og at børnene og de unge bliver sværere at hjælpe tilbage til et sundt ungdomsliv.

Hvis der fra politisk side skal være handling bag ordene om, at problemet skal tages alvorligt, så opfordrer vi til, at der som et første skridt prioriteres penge, så vi igen får årlige undersøgelser af udviklingen inden for børne- og ungdomskriminaliteten.

Af den simple grund, at god forebyggelse bygger på solid og aktuel viden. Hvis der er vilje og penge fra politisk hånd til det, vil Det Kriminalpræventive Råd gerne gå i dialog om muligheden for at stå for undersøgelsen hyppigere end hvert tredje år.

Indlægget er blevet publiceret i Justitsmonitor.

Anne-Sofie Thiel
Pressemedarbejder