Projekt ‘Primus motor’: Får løsladte tilbage til et liv uden kriminalitet
To ud af tre indsatte begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelsen. Overgangen mellem fængsel og et liv i frihed er dermed en samfundsudfordring. 120 frivillige i Røde Kors’ nationale mentorordning ’Primus Motor’ hjælper løsladte fra landets fængsler, udslusningsfængsler og arrester med at vende tilbage til hverdagen med bl.a. job og uddannelse, så de undgår at havne i kriminalitet igen.
Mange løsladte oplever tiden før, under og efter fængselsopholdet som kaotisk, og de har ofte svært ved at tilpasse sig livet udenfor fængslet. I Primus Motor bliver en indsat matchet med to frivillige mentorer. De frivillige støtter den indsatte fra sidste del af afsoningen til et år efter løsladelse med praktiske opgaver som fx bolig- og arbejdssøgning, og de kan også tage del i dybere samtaler om den løsladtes fremtid. Primus Motor har en meget positiv effekt på tilbagefaldet til kriminalitet: Mere end halvdelen af de indsatte med flere domme bag sig, og som bliver løsladt på endt dom, falder ikke tilbage til kriminalitet igen, hvis de har haft frivillige mentorer fra Primus Motor.
Primus Motor er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris, fordi det er vigtigt at sikre, at tidligere indsatte støttes i at opbygge et liv uden kriminalitet og for at nedbringe fremtidige ofre for kriminalitet.
