
- Utryghed forringer den enkelte borgers livskvalitet, så der er god grund til at sætte ind. Alle skal kunne gå trygt i vores byer og byrum. Derfor er det afgørende at sætte tryghed på dagsordenen rundt om i kommunerne. Vi ved, at selv enkle ændringer i indretningen af byrummet kan mindske kriminaliteten og øge trygheden, siger Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen.
Ny publikation om trygge byrum
Det Kriminalpræventive Råd udkommer i dag med en ny publikation, der netop sætter fokus på Trygge Byrum. Publikationen skal give lokalpolitikere inspiration til at styrke trygheden i deres kommune. Byplanlæggere og andre fagpersoner får samtidig faglige input til, hvordan arbejdet med tryghed og forebyggelse af kriminalitet konkret kan føres ud i livet.
Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen fortæller, at publikationen giver ideer til at udvikle både små byrum og hele bydele.
- Vi vil gerne gøre det let og attraktivt for kommunerne og særligt deres byplanlæggere at arbejde med trygheden i deres byrum. I den nye publikation er der cases med små og store byrum forskellige steder i landet, fra forskønnelse af en skummel passage til en helt ny bydel ved en eksisterende station, siger Erik Christensen.
Han opfordrer arkitekter, byplanlæggere, og kommunalpolitikere til at læse anbefalingerne og de mange cases, som fx sætter spot på tryghed ved stationer og idrætsfaciliteter i boligområder samt tryghed for byens udsatte.
