Godt 44.000 danskere var i 2017 udsat for bedrageri ved køb på nettet. Lægemiddelstyrelsen tilbageholdte 3662 forsendelser indeholdende ulovligt indført medicin. Og blandt 55 stykker børnetøj sat til salg på nettet fandt Sikkerhedsstyrelsen, at ti stykker var så farlige, at salget blev stoppet. Ulovlige kopivarer vurderes at udgøre 2,5 procent af verdenshandlen, og indebærer tabte milliardbeløb og tabte arbejdspladser i virksomheder i Danmark. Og Forbruger Europa har de seneste år oplevet en betydelig stigning i antal henvendelser fra forbrugere, der er blevet snydt på nettet.
Forbrugerombudsmanden har set eksempler på, at danskere får trukket 699 kroner månedligt fra deres konto, fordi de er gået i en online abonnementsfælde. Og Rigspolitiet har over en årrække set en stigning i kriminaliteten på nettet. Sammen med Københavns Universitet har DKR estimeret, at omkring 44.000 danskere var udsat for bedrageri ved nethandel i 2017. Det er næsten en fordobling på tre år.
Nethandel #heltsikkert
En ny portal samler myndighedernes råd til sikker nethandel ét sted. Danskerne kan her let finde information om, hvad de skal gøre for undgå at havne i fælder på nettet, og ved hvad de skal gøre, hvis de havner i en. Informationsindsatsen får hjemme på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, som løbende vil opdatereres med råd og vejledning.
Parterne bag Nethandel #heltsikkert
De deltagende myndigheder og offentlige institutioner er: DKR, Digitaliseringsstyrelsen, Forbruger Europa, Forbrugerombudsmanden, Fødevarestyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Rigspolitiet, Sikkerhedsstyrelsen, Skattestyrelsen og Toldstyrelsen.


